Nær Sarasin broen, der forbinder Phuket med fastlandet, ligger den 600 meter lange beskyttede vandresti Thachatchai. Som en del af nationalparken Sirinat bliver der passet på den omgivende natur. Og vandrestien giver en fin mulighed for at stifte bekendtskab med områdets mangroveskov og dyreliv. Vandrestien er rejst som en lang gangbro over de krogede trærødder, hvor små krabber piler af sted, som var de dresseret til at skabe bevægelse i den stille natur. Oplevelsen er heldigvis suppleret med informationer på engelsk, og en lille kiosk sørger for, at du ikke dehydrerer af al den aktivitet.