Sømændene tager plads på deres stambeværtning ved Chalong i det sydlige Phuket. Nu til dags kaldes de bare sejlere, men de lever stadig deres eget liv, der synes som en tidslomme midt i en globaliseret verden. Og da utallige sejlbåde er ankret op i Chalong-bugten, fyger de skarpe sømandsvendinger om havets eventyr hen over bordet på restauranterne. Stemningen er noget særligt, og her kan du få underholdene historier fra de syv verdenshave, hvis du er heldig.